BLUES & JAZZ

LAZY VESTER


Lazy Vester spiller i en akustisk opsætning hovedsageligt et repertoire inspireret af musikken fra sumpområderne i det sydlige USA. Folk, blues, ragtime og swing er blandt ingredienserne som lystigt bliver blandet i løbet af sættene.


Udover fortolkninger af andres kompositioner og klassikere spiller bandet også egne numre inspireret af navne som Snooks Eaglin, Taj Mahal, Sonny Boy Williamson og Muddy Waters.


Orkesteret vælger desuden numre fra de mere bredt kendte rockklassikere og ”bluesificerer” i bandets egne specielle arrangementer disse kompositioner.


Keld Andersen er bandets leadvocalist. Med sin store kraftfulde og samtidig yderst følsomme, intense og udtryksfulde stemme, ligger han blandt den danske bluesscenes allerstørste sangere. Hans indlevelse i "historierne" er sjælden, og på guitaren er han stærkt inspireret af Snooks Eaglin. Disse elementer gør ham til en unik og spændende musiker.


Mindst lige så unik er Henrik "Lazy" Vester - chefen - som altid sidder klar (er født klar) til at vride en skæv slidesolo over kanten, og på sit hovedinstrument mundharpen kan man fra Vester vente sig alt fra den følsomme ende af skalaen, til de heftigt arrige udbrud som sætter gang i hele følelsesregisteret.


Rytmegruppen - arbejdsmændene - består af to erfarne musikere som har været vidt omkring, såvel geografisk som musisk: Bassisten Jørn Iversen og trommeslageren Lasse Eriksen. Disse to herrer holder på fortrindelig minimalistisk vis sammen på det samlede udtryk.